Her er vinderne i konkurrencen om Fremtidens Partier
Et stort tillykke til de to vindere i konkurrencen om et eksemplar af debatbogen Fremtidens Partier. Jeg er rigtig glad for den store mængde af indlæg, jeg over de sidste to uger har modtaget. Både på bloggen Virtueltfolkeparti.dk eller sendt direkte til mig. De mange gode forslag gjorde det vanskeligt at vælge, men i sidste ende faldt valget på Mogens Havnsøe og Claus Piculell.Det første forslag fra Mogens Havnsøe rammer noget helt centralt i det lokale partiarbejde, nemlig at skabe nye aktiviteter og medlemstilbud, der bygger på medinddragelse og ’ude-af-huset’ debatter. I Mogens’ partiforening i Ishøj har de haft gode erfaringer med at oprette tematiserede debatgrupper som f.eks. en integrations- og misbrugsgruppe. I grupperne kunne de fokusere målrettet på et politisk tema og udvikle konkret politik, som særligt på integrationsområdet har inspireret politikerne i byrådet og på Christiansborg. Claus Piculells indlæg opstiller en stribe spændende forslag til at udvikle organisations- og debatformen ved at bruge Internet tv, afstemninger og andre former for elektronisk kommunikation, der når ud til langt flere grupper end alene partimedlemmer.
Jeg vil gerne takke alle, der har indsendt et indlæg og et stort tillykke til de to vindere. Hvis bare halvdelen af de gode indlæg bliver realiseret tegner fremtiden for de politiske partier meget lys.
April 10th, 2008 at 3:45 am
Hvordan mener du at fremtidens partier skal se ud?
Organisation: Det organisatoriske skal være på plads, for det er forudsætningen for, at “bilen” kan køre. Uden “maskine” ingen kørsel.
Det centrale er at medlemmerne føler at de har indflydelse. Partierne eksistens berettigelse at medlemmerne tror at de gør en forskel.
Politik er mange ting, flere end noget meneske kan rumme. Man er derfor nødtil at lave emne-afdelinger af partierne, på samme måde som man har ordføre skaber og udvalg, og lokal afdelinger.
Hvordan undgår de gamle store partier at forstene?
Politik: Der skal diskuteres politik, og det vil sige fremtid.
Der er nødtil at være noget mere debat på et højere vidensniveau. Man kan ikke kun diskutere ud fra holdninger, men må vide hvad man gør i andre lande, og uden i virkeligeheden. Der skal flere snævre eksperter på langt flere områder.
Det er nødvendigt at diskutere med ikke medlemmer. Det er nødvendigt at sende missionærer ud, da man ellers bare bliver rygklappere uden mandater.
Et samfund forfalder hvis man ikke taler magthaverne imod.
Hvordan skal man bruge nye medieplatforme og organisationsformer til at skabe politisk debat og inddrage flere i det politiske arbejde?
Der er ikke så mange mennesker som kan skabe noget nyt og selvstændigt. Man kunne jo udlove præmier for bedste nye forslag. Hvis man ønsker at folk skal yde et arbejde så må man give dem en betaling. Nogen ting er forbesværlige til at man kan overlade det til frivillige. Særligt det med at give andre indflydelse er et problem uden penge.
April 10th, 2008 at 10:01 am
Partiforeningen skal efter min mening stadig være “grundled” i partierne, og dette grundled skal hvile på tre ben.
Politik: Der skal diskuteres politik, og det vil sige fremtid.
Organisation: Det organisatoriske skal være på plads, for det er forudsætningen for, at “bilen” kan køre. Uden “maskine” ingen kørsel.
Fest: Der skal også være plads til at have det rart og sjovt sammen og på kryds og tværs.
Men pesten i enhver partiforenings arbejde er “plejer” og alt for fastlagte rammer omkring, hvordan afviklingen af møder m.m. skal finde sted.
Min erfaring er, at man altid skal gøre noget andet. De gange i Ishøj, hvor vi har haft størst succes er, når vi har prøvet noget helt nyt. Høringer, familiedage, temagrupper med nærværende problemer.
Men der er så meget gammelt skrammel i alle partier - og i hvert fald i Socialdemokratiet - hvor nye medlemmer bliver mødt af noget der minder om menighedsarbejde (og det er mange steder mere moderne).
Og der er stadig for meget aktivitet der går efter opskriften, præsten (MF’eren) kommer og prædiker. Menigheden kommenterer prædiken, der serveres en kop kaffe, og så går alle hjem.
Desuden skal man være villig til at nedlægge det, som ikke fungerer. Alt for mange ressourcer går tabt, fordi man ikke i tide nedlægger det, som der ikke er interesse for eller ikke længere er brug for.
Tre eksempler på, noget vi har haft succes med i Ishøj.
Misbrugsgruppe, hvor vi fik diskuteret, hvordan omfanget af misbrugsproblemerne i Ishøj er sammensat, hvor vi fik samlet vidende personer, som kunne komme med input om, hvordan det så ud, og så senere fik fulgt op med politikformulering mere konkret, og også fik oprettet et ambulatorium.
Familiedag, hvor udgangspunktet var, at vi havde få for yngre og børnefamilier, og hvor vi så fik en familiedag op at stå, hvor der først og fremmest var fokus på, at børnene skulle have det sjovt, og forældrene så kunne møde politikerne, som blev kostet i baren som bartendere.
Integrationsgruppe som fik direkte indflydelse på det kommunalpolitiske program, og hvor diskussionerne blev en del mere konkrete, end når man bare skal diskutere de store linier.
Jeg kunne forestille mig, at vi i fremtiden får en “volds- og kriminalitetsgruppe”, vi starter i hvert fald med et møde med vores lokale politidirektør.
Mvh
Mogens Havnsøe
April 12th, 2008 at 8:42 am
ET MAD- OG ENERGIMINISTERIUM
Et af fremtidsministerierne, som jeg har opret i bogen er Mad- og energi-ministeriet. Igår skrev professor Claus Felby en debatartikel i Politiken, hvor han satte konkrete ord og eksempler på ligepræcis det, som en visionær mad- og energiminister burde gå igang med. Jeg har fået lov til at bringe hans debatindlæg her:
LANDBRUGET KAN GIVE OS BÅDE FØDEVARER OG ENERGI
Af ClausFelby, Professor I Træ- og Biomasseteknologi (KU). Bragt i Politiken d. 11.4 2008.
I denne uge kunne man læse et indlæg, som gav produktionen af biobrændstoffer skylden for verdens stigende fødevarepriser. Det skete under overskriften ’Biobrændstof er vanvid’.
I 2007 blev mellem 0,5 og 0,7 procent af verdens landbrugsareal brugt til produktion af energi (kilde FAO). 70 procent af det globale landbrugsareal bliver brugt til at dyrke dyrefoder.
Påstanden om, at biobrændsler er årsagen til de høje prisstigninger på landbrugsprodukter, er i bedste fald en populistisk overdrivelse. I værste fald vidner det om mangel på indsigt og forståelse af de problemer og mekanismer, vi står over for i forhold til fødevareforsyning, klimaændringer og vores afhængighed af fossil energi.
Problemet er ikke, at vi anvender langt mindre end 1 procent af landbruget til at lave energi, men at 2007 var et globalt dårligt høstår, samtidig med at en stigende del af landbrugsproduktionen bruges til kødproduktion.
Der er mange måder at lave bioenergi og biobrændsler på, og gjort på den rigtige måde er det muligt både at fremstille bæredygtig energi, opretholde fødevareproduktionen og styrke miljøet.
Palmeolie til biodiesel er et eksempel på, hvordan det ikke skal gøres, det giver kun lidt brændstof i forhold til arealet, der skal bruges, og er en potentiel kilde til skovrydning.
Endnu mere arealkrævende er brugen af rapsolie, men her er olie kun et biprodukt, der laves tre gange så meget dyrefoder som olie. Netop det, at der kan laves dyrefoder samtidig med biobrændsel, kan sikre balancen mellem fødevarer og energi.
Den anden og bedre mulighed er at anvende planternes sukker til f.eks. bioethanol, også her laves der samtidig dyrefoder.
Planternes produktion af sukker er meget effektiv, og sammenlignet med biodiesel kan der opnås op til 20 gange mere biobrændstof på det samme areal.
Den ekstra biomasse kommer ikke fra blot at gøre, som vi plejer, i land- og skovbruget.
En nylig undersøgelse fra Aarhus Universitet viste, hvordan Danmark på en og samme tid kan producere fem gange mere biomasse til energi og samtidig opretholde fødevareproduktionen, og tage hensyn til miljøet.
På Københavns Universitet arbejder vi intensivt med at finde svarene på, hvordan jorden skal dyrkes, og imødekomme behovet for mad, energi, miljø og naturbeskyttelse.
For jordbruget vil muligheden for at producere både mad og energi åbne for nye afgrøder og dyrkningsformer, som tilgodeser jordens kulstof, biodiversitet og vandmiljøet.
Der er ingen, der forestiller sig, at biobrændstof alene kan erstatte fossile brændstoffer i transportsektoren. Der er behov for bedre kollektiv trafik, mere effektive biler og nytænkning af vores transportmønster.
Men kombineres f.eks. hybridbiler med biobrændsel, er det inden for rækkevidde, at Danmark kan blive selvforsynende med bæredygtig energi til transportsektoren.
Det er nu, vi skal udvikle teknologier og infrastrukturer, som giver os en bæredygtig forsyning af fødevarer, foder og energi. Biobrændsler er en vigtig del heraf.
Udfordringen er at bevare balancen mellem fødevarer, energi og miljø.
Den udfordring kan vi løse, men der eksisterer ikke 100 procent perfekte løsninger, som på en gang kan gøre os uafhængige af olie og kul, samtidig med at vi kan gøre nøjagtig som vi plejer.
Det tager tid og består af mange små skridt i den rigtige retning.
I 1940 blev 20 procent af Danmarks landbrugsareal brugt til biobrændstof i form af hestenes havre.
Vi er på vej tilbage til en situation, hvor vi bruger det åbne land både til foder, fødevarer, materialer og energi.
Men vi bliver nødt til at træffe nogle valg og vælge løsninger frem for katastrofescenarier. I modsat fald gør kloden det for os, og det på den hårde måde.
April 17th, 2008 at 8:25 am
PARTIERNE ÆNDRES TIL DISKUSSIONSKLUBBER
Afskaf alle foranstaltninger der giver partierne magt over de selvstændigt tænkende politikere.
Det være sig offentlig partistøtte, privat partistøtte (læs bestikkelse), partikontorer og de faste pladser blandt partikammeraterne i folketingssalen etc.
Alle folketingsmedlemmer bør have formel status af løsgængere - selvfølgelig med frihed til at forene sig i diskussionsfora, interesseklubber m.v.
Naturligvis kan man som løsgænger ikke sætte sig ind i alt - og man må så enten lade være med at stemme, eller læne sig op ad kolleger, man har tiltro til på et givent emneområde.
Der kan således ikke laves korridoraftaler mellem partiformænd, der kan råde over partiets stemmer, men der bliver nødt til at foregå en fængende debat i folketingssalen hvor argumenter og facts kommer på bordet.
Dette vil måske også medføre, at folketinget ikke bliver så detalje- og kontrol-orienteret som tilfældet er i dag, men mere overlader det til kommunerne og lokalrådene og skolebestyrelserne i de enkelte områder, at klare detaljerne for hvordan man lokalt gerne vil leve livet.
Partistrukturen er et levn fra en tid i industrialismen, med store skel i samfundet - arbejderne havde deres parti, landmændene var venstrebønder og arbejdsgiverne konservative.
Vores samfund har ændret sig markant - vi har sammen vundet - vi har løst de basale menneskelige behov for alle i vores land - ingen behøver mangle mad i skrutten og tøj på kroppen.
Partistrukturen er med til at fastfryse de skel, der ikke er mere - efterhånden på et komisk plan med retoriske uenigheder, men også med knægtelse af ytringsfriheden for det enkelte partimedlem, der skal rette sig ind efter partidisciplinen, for ikke at blive holdt for nar i medierne og blive banket på plads af partitoppen.
På denne måde vil vi få et sundere og mere åbent demokrati, hvor man ikke kan sidde bag partidøren og danne fjendebilleder, men som politiker må ud i et ægte samarbejde og være et rummeligt menneske for virkeligt at kunne begå sig på Christiansborg.
April 18th, 2008 at 7:23 pm
Har partierne en fremtid?
Det er jo egentlig det grundlæggende spørgsmål. Kan partierne anerkendes eller accepteres som en del af det fremtidige demokrati. Mona Ammitzbøl diskuterer også dette tema og måske er det kernetemaet. Det er ikke partier vi diskuterer, men demokratiet. Forudsætningen for et demokrati er ikke partier. Tværtimod, påstås det af nogen.
Har partier idag brug for medlemmer? Hvad er det der skaber partier? Nye partier idag er topstyrede. Se på DF og NA. Organisationen i partiet er lagt an på en topstyring fra ledende medlemmer og folketingsgruppen. Det samme var tilfældet med CD. Alle nyere partier er skabt af meget få personer med én dagsorden eller med relativt få temaer. Hvad skal vi med medlemmer - de hindrer os i at følge folkestemningen!! Den præmis har de “gamle” partier også været tvunget til at acceptere.
Partierne idag har få medlemmer og får endnu færre. Derfor øges statsfinansieringen af partierne og de holde kunstigt i live. Partierne har ikke brug for aktiv deltagelse, men det har demokratiet.
Denne hjemmeside og andre sider er jo også bare udtryk for at demokratiet udøves på en anden måde idag end for bare 10 år siden. Sådan er det nu om dage.
Inspirationen og politikudviklingen sker ikke i støvede partiforeningslokaler, men i fora som dette. Politikudviklingen sker direkte mellem vælgerne og de valgte. Facebook og internettet er verdens største fokusgrupper, hvor ideer kan afprøves og holdninger kan testes og aflæses og politikken udformes derefter.
Vælgerne idag er illoyale. Når SF kan trække stemmer fra den borgelige blok - så er der opbrud i systemet. Fremover vil politikeres kommunikative evner, troværdighed og integritet være langt mere afgørende end ideologiske synspunkter. Det er de allerede idag.
Grupper under Facebook kan sætte den politiske dagsorden. Politikerne følger den. Måske er det Facebook der skaber fremtidens partier. Flere store interessefælleskaber som befolkningen kan vælge til og fra og dermed give gennemslagskraft eller ej. Vi er på vej mod et meget direkte demokrati, hvor det repræsentatíve demokrati viser sig kun, at være et overgangsfænomen.
Er det så et brugerdemokrati vi skaber, hvor der ikke findes borgere, men kun brugere og interessenter? For at undgå det helt skal vi give ansvaret tilbage til borgerne i lokalpolitikken. Måske kommer det som en konsekvens af et FT med løsgængere, som Mona A. foreslår eller også skal vi målrettet sætte ind for at skabe sammenhæng mellem de demokratiske niveauer.
Lokalpolitik idag er alene kendetegnet ved at være administration af nationalt vedtagne lovpakker, indenfor økonomiske rammer der årligt aftales mellem kommuner og regering. Det sidste slipper vi ikke af med.
Frihedsgraderne skal ikke øges for kommunalbestyrelser eller regioner, men frihedsgraderne skal øges for borgerne i kommunerne. Det bliver svært. Hvem af de folkevalgte vil give magten tilbage til folket?
Lad os få afstemninger, lad os få reel beslutningskompetence for bestyrelser i børnehaver og skoler, men de skal også have ansvar. Vi bliver nødt til at prøve at give ansvaret tilbage til borgeren. Ansvaret er fjernet - vi har ingen forpligtelse til at deltage i demokratiet, vi skal blot modtage ydelser.
Her har partier eller større lokale interessefælleskaber en rolle at spille, men det kræver, at mulighederne udnyttes lokalt. Vi kan se at stemmeprocenten ved kommunalvalg er relativt højt. Inden stemmeprocenten nu daler kan vi forsøge at udnytte det ved at skabe flere afstemninger. Afstemninger om lokale temaer m.m. Jeg siger ikke det er alle temaer der kan anvendes som afstemningstema, men der er ihvertfald mange temaer der godt kan . Det vil give lokale diskussioner og inddrage langt flere borgere end idag.
Ja til direkte demokrati.
April 22nd, 2008 at 6:56 am
Min anmeldelse på http://www.socialdemokraterne.dk/horsenskredsen
Gode analyser og opfordring til debat
Anmeldelse af Christine Antorinis bog, ”Fremtidens partier”
Den, der er interesseret i politik og i partiernes liv, bør læse denne bog. Det skal siges lige med det samme og uden tøven.
Dens analyse af de danske partiers udvikling gennem de seneste 20 -30 år er fornøjelig læsning og giver én anledning til at reflektere over partiernes nyere historie endnu engang.
Partierne inddeles stort set i to grupper: identitetspartierne og kamporganisationerne.
Identitetspartier
Identitetspartierne har (fortrinsvis) snævre målgrupper. Kristeligt Folkeparti en religiøs målgruppe, Dansk Folkeparti er de bange danskere, Socialistisk Folkeparti – ja her tør jeg ikke lige nu udpege en snæver målgruppe! Identitetspartierne er kendetegnede ved, at de ikke forestiller sig at kunne få så stor tilslutning, at de kan få regeringsmagten – i hvert fald ikke alene og heller ikke med stor, bestemmende indflydelse. Så de behøver ikke være realpolitiske.
Realpolitiske kamporganisationer
Den anden gruppe er de realpolitiske kamporganisationer, Venstre, Konservative og Socialdemokraterne. De er kendetegnede ved, at de føler et ansvar for, at der skabes og et samfund, der hænger sammen, og at det løbende vedligeholdes. Den realpolitiske kamporganisation kan dog forfalde til populisme, den kan være topstyret, men det ideelle er en demokratisk, realpolitisk kamporganisation.
Den vigtige debat
Antorini beskæftiger sig indgående med debatten i partierne. Debat er vigtig, men i alle partier, selv i dem med tradition for ”højt til loftet,” er der mekanismer, hvor ”forkert debat” dømmes ude! Kun Dansk Folkeparti indrømmer en topstyring, hvor debat, der ikke passer partitoppen, kan føre til eksklusion.
Dilemmaet
Dilemmaet i forbindelse med partidebat i en demokratisk kamporganisation er, at uden en god debatkultur stivner partiet, og med en for voldsom debat skabes der usikkerhed om, hvad partiet vil Der kan ikke debatteres hele tiden om alting, og ikke mindst i en valgkamp, må palaverdiskussioner være udelukket.
Og i det hele taget: Hvis en ledelse efter megen intern uenighed skærer igennem, så skal der bare bakkes op på den korte bane.
Antorini går meget detaljeret ind i partidebattens nødvendighed, faremomenterne i forbindelse med den og grænserne for den.
Inderkredsens debat
Det er tydeligt, at aktørerne i partidebatten i Antorinis optik er en begrænset kreds. Hun beskæftiger sig med inderkredsens medvirken – eller i bedste fald med dem, der er tæt på inderkredsen. Der er netværk og kaffeklubber, kustoder og udviklere.
Det kunne ellers være spændende med en diskussion om bred debat i et parti. En debat, der kunne inddrage de mange og gøre det spændende at betale et medlemskontingent. Det kunne være interessant at se fremtidens partier betragtet som folkebevægelser. Men den gang ej!
Blokpolitikken
Begreberne partiblokke og blokpolitik har ikke nogen videre plads i ”Fremtidens partier.” Det er ærgerligt. Er blokpolitik en betingelse for at kunne få gennemført nødvendige reformer? Eller er et udgangspunkt i, hvad der er flertal for i hele Folketinget – og ikke blot i den regerende blok - at foretrække?
Antorini beskæftiger sig med ledelsen. Ledelsen i et politisk parti er vigtig. Hvordan sikrer man sig i fremtiden, at en person, der bliver partileder, har de tilstrækkelige kvalifikationer på alle vigtige områder: at være visionær, kunne kommunikere, skabe tillid, etablere samarbejde og være i stand til løbende at arbejde med sit eget lederskab.
Deltag i overvejelserne!
Antorini har ikke endegyldige svar på dette eller på, hvordan fremtidens Socialdemokrati skal fremstå. Men hun fortjener, at der gøres alvorlige overvejelser om fremtiden.
Læs bogen og deltag i overvejelserne!
April 22nd, 2008 at 6:59 am
Om Fremtidens Partier
Det er dybt bekymrende, at antallet af medlemmer i partierne er faldet så stærkt over en lang årrække. I 1947 havde Socialdemokraterne 3.440 medlemmer i Horsens, en by, der på det tidspunkt havde 34.362 indbyggere. I dag er medlemstallet i kommunen med 80.000 indbyggere under 600!
Dengang kunne kommunikationen om de politiske tanker finde sted i partiforeningen
I dag foregår dialogen mellem politikerne og en bred offentlighed gennem medierne – i første gang som en envejskommunikation, mens ”folkets røst” udgøres næsten udelukkende af meningsmålinger og andre former for opinionsundersøgelser.
I en kompliceret, globaliseret verden, er det yderst betænkeligt, at politikerne accepterer, at befolkningen er så lidt involveret i, hvad der tjener vores samfund. Det er betænkeligt, at politik udspiller sig på en scene med befolkningen som måbende tilskuere. Det er til skade for vore børn, for som situationen er, vil der nemt blive truffet afgørelser med henblik på en kortsigtet gevinst! Politik kan blive som et skovbrug, hvor træfældningen opprioriteres og nyplantningen nedprioriteres.
Fremtidens partier i det sandt demokrati er folkebevægelser, hvor der satses alvorligt på en bred folkelig kontakt til medlemmer og meningsfæller. Det er nødvendigt, politikere i højere grad kommer ud for at spørge end for at forklare.
En folkebevægelse opstår ikke i en politisk verden, der agerer med Fogh Rasmussens dagsorden: plan for de næste 100 dage, eller højst for en regeringsperiode. En folkebevægelse fordrer et bredere idesæt: hvor skal vi hen med det her samfund? Hvad er det for en verden, vore børn/børnebørn skal leve i?
April 22nd, 2008 at 1:03 pm
Fremtidens partier
Hvordan fastholder man det politiske engagement som politiske partier er de naturlige kanaler for? Det er ikke et let spørgsmål at besvare, for de naturlige grupperinger, eller måske endda KLASSER, som partierne oprindeligt repræsenterede, er i dag stort set bortfaldet.
Det partierne må bygge på, er derfor hvad der i anden sammenhæng er blevet kaldt LEJLIGHEDSFÆLLESSKABER.
Men en partistruktur, hvor man automatisk glider ind som partisoldat i kommunalpolitik, eksempelvis, for overhovedet at få lov til at bide skeer med de større, eller måske mere specialiserede, politiske spørgsmål som optager én, er ikke indrettet på sådanne lejlighedsfællesskaber.
Desuden er tunge partistrukturer, kongresser, landsmøder, meget ofte et dårligt redskab til at tilrettelægge den overordnede landspolitik - et problem som mange partier givetvis allerede har prøvet at løse ved at give ledelse og folketingsgruppe større magt.
Udfordringen synes at være, hvordan man på én gang kan adskille partiets folketingsgruppe, politiske debat, kommunalpolitik, organisationsstruktur, og samtidig bevare det hele som ét parti. Snarere end at betragte alle disse kategorier som hierarkiske, skal de sideordnes.
Lad dem som har lyst til at debatere frit og overordnet gøre det, lad dem som vil engagere sig kommunalt gøre det, etc. Og intet andet.
De andre muligheder på hylden bør være som åbne døre man kan gå ind og ud af, hvis man ønsker det. Snarere end en påtvunget pakkeløsning.
Hvis man indvender, at man dermed taber en masse gode partisoldater på gulvet, tror jeg man tager fejl. Snarere vil man få en masse ny energi og engagement, som kan føre til at folk får lyst til at gå ind af alle de andre åbne døre også.
April 27th, 2008 at 12:27 am
Se venligst mit bidrag til debatten her:
“Fremtidens partier og den borgerlige offentlighed”
http://kortlink.dk/avisen/578d
vh CP
May 5th, 2008 at 4:38 pm
Noget forsinket i forhold til denne meget interessante debat-tråd - men også meget a propos:
http://www.publicfutures.dk/wp-content/politikudvikling_politiken-analyse.pdf
Flere er inde på, at partierne som repræsentative enheder i demokratiet hænger snævert sammen med industrisamfundet og derfor har overlevet sig selv. Det tvivler jeg på. Det er der mange grunde til, men man kan også bare se sig om. I alle samfund, hvor der er repræsentativt demokrati, er der også partier, og de organiserer sig i en regeringsside og en oppositionsside. Helt uafhængigt af om det er Afghanistan, Indien, USA, Zimbabwe eller Danmark - og om vi har landbrugs-, industri- eller videnssamfund.
Partier er nødvendige for at sikre vælgerne forståelige samlede valgmuligheder. De tilbyder så at sige forskellige “pakker”:
Derimod er der grund til at fremme evnen til politikudvikling i takt med samfundets udfordringer. Når samfundet ændrer sig, må der nye elementer i pakken! Og her er der plads til forbedringer. Der er også brug for nye redskaber - det er derfor Antorinis bog er så interessant.
Hos os i publicfutures vil vi gerne i beskedenhed være med til at fremme den udvikling. Derfor har vi bl.a. taget initiativ til en workshop. Se mere på vores hjemmeside: http://www.publicfutures.dk