Christine Antorini har skrevet endnu en begavet, konstruktiv og analytisk debatbog om både Socialdemokratiets og de øvrige partiers historiske og især nutidige dilemmaer og om deres nødvendige fornyelse.

Hvordan går partiledelsen aktivt ind i en pleje af debatkultur og politikudvikling i en kamporganisation?
Hvordan skal de gamle klassepartier håndtere balancen mellem arv og fornyelse, kamp og kompromisser i slaget om den politiske midte?

Det er to af de væsentlige og højaktuelle spørgsmål, som Christine Antorini giver et kvalificeret bud på i bogen, hvor hun dokumenterer sin omfattende og alsidige viden og erfaringer fra efterhånden mange års deltagelse i praktisk politik og sin evne til at lære fra sig og anvise handlingsmuligheder i et levende og velformuleret sprog.

Antorini har taget sin egen medicin. Som uddannelsesordfører har hun markeret sig som en politiker, der kan forhandle, opnå resultater, indgå forlig, få dem godkendt i gruppen, stå ved dem og slås for dem i medierne. Hun er en fremragende kommunikator, der deltager flittigt i den politiske debat, og hun kan melde hus forbi over for kritikken af socialdemokraternes manglende synlighed. Og så kan hun ”brænde igennem” også uden at betjene sig af hverken taleboblesprog eller populistisk snakkesalighed. Det kan ses af de mange anmeldelser, artikler og interviews i alle medier i dagene umiddelbart før og efter bogens udgivelse.

I en tid, hvor mange i Socialdemokratiet efterlyser erfaring, viden, synlighed og appel, forekommer det nærliggende at trække noget mere på Christine Antorinis mange kompetencer.

Af Knud Heinesen, fhv. minister og næstformand, Socialdemokratiet

Dette indlæg blev publiceret den 2.04.2008 og er arkiveret under Anmeldelser. Du kan følge alle kommentarer til indlægget ved hjælp af følgende RSS 2.0 feed. Du kan skrive en kommentar eller lave et trackback fra dit eget site.