Anmeldelse, Pia Christmas-Møller
Det er altid herligt at opleve politikere, der tror så meget på debattens egen dynamiske kraft, at de kaster sig over politiske fremtidsudfordringer med nogle bud og vinkler velvidende, at der er meget langt til et fyldestgørende svar.
Det gør Christine Antorini i sin nye bog Fremtidspartiet.
Bogen er et stærkt udtryk for hendes dybtfølte engagement og ønske om at sikre en folkelig involvering og forankring af den politiske beslutningsproces også i fremtiden.
Dét er en stor mundfuld.
Antorini giver en fin beskrivelse af dilemmaerne. Bl.a. loyalitetsdilemmaet, der hurtigt melder sig, når et parti ud fra en langsigtet vurdering har brug for politikudvikling, hvilket kun kan ske gennem en fordomsfri debat - idet mindste internt - og samtidigt er dybt afhængig af at signalere enighed og klare budskaber udadtil.
Analysen er fin, selvom den mest byder på nye ord for velkendte problemstillinger og paradokser i det nuværende partilandskab. Men det kan også i sig selv være et nyttigt som bidrag til den videre debat om bl.a. studiekreds-og identitetspartierne overfor den realistiske/populistiske kamporganisation.
Når det kommer til budene på mulige løsninger udstilles opgavens sværhedsgrad: her bliver man ikke meget klogere og kommer heller ikke meget videre; blot holdes debatten i gang. Men igen: det er også i sig selv vigtigt i en tid, hvor alle er klar over de nuværende partiers svagheder. Til trods for de krusninger som SF, V og DF’s successer i de seneste år er udtryk for, så er alle partier set i et historisk perspektiv underlagt en fortløbende svækkelse i medlemstilslutning. Det kan hævdes, at mange medlemmer heller ikke bør være et succeskriterium .
Men medlemskab giver kombinationen af solidaritet i form at et lidt mere forpligtende fællesskab mellem menings- og kampfæller, som til gengæld udløser en ret til større lydhørhed overfor ideer af såvel kritisk som konstruktiv art og ikke mindst krav på indflydelse. Kort og godt er det en vej til en større andel i magten, som er tydelig i forbindelse med opstilling af kandidater. Der kan være andre metoder, men endnu har ingen fundet en model, der kombinerer disse tre elementer ligeså godt som den gammeldags partikonstruktion.
Tilbage står imidlertid, at stadigt færre, som ikke selv er på valg, får en uforholdsmæssig stor magt. Det prøver partiledelserne i de forskellige partier så at modvirke ved forskellige indirekte metoder. Det er en uholdbar udvikling og en udfordring, som skal takles på samme måde som behovet for sammenhængende politiske svar på stadig mere komplekse samfundsudfordringer skal håndteres for at sikre en bedre kvalitet af de beslutninger, som det politiske system skal producere.
Bogen sætter fingeren meget præcist i kritikken af manglen på værktøjer til udvikling af politisk ledelse.
Antorini prøver at omtænke ministerierne med forslag om etablering af bl.a. et Tidsministerium, et Serviceministerium og et forebyggelsesministerium. Forfriskende ideer, som det kun er alt for nemt at forholde sig negativt til med tanke på, hvordan det gik virkelighedens Familieministerium.
Når man søger at bevæge sig frem i nyt land, skal man ikke lade vanetænkningen dræbe enhver ny ide, ligeså lidt som man skal lade fantasien styre blindt.
Afgørende spørgsmål er her: Hvilke menneskelige udfordringer kan og skal man give politiske svar og hvordan samler man i det politiske system den tilstrækkelige blanding af faglig kompetence, handlekraft og folkelig legitimitet i en struktur der fremme beslutninger der er holdbar fordi de hænger sammen ? Det får vi heller ikke i denne bog et svar på.
Pia Christmas-Møller MF (frigænger)