Idé- og videnministeriet
Idé og vidensministeren har også længst skrottet det gamle videnskabsministeriums mantra om ’Fra forskning til faktura’. I stedet har hun givet frihed til grundforskning og mulighed for at kombinere forskning langt bredere end snævert på højteknologi. Hvis vi skal være verdensmestre i at lære at tænke selv, skal vi lære af det, danskere igennem århundrede har været fantastisk dygtige til – at være kreative købmænd.Vær med i debatten her på bloggen.
Læs mere om Læringsministeriet og Idé- og vidensministeriet her
March 28th, 2008 at 9:24 am
Vi er rigtig mange ansatte i forskningsverdenen, der ser frem til, at socialdemokratiske politikere igen vil tage forskning, universiteter og forskere seriøse igen. Partiet mangler simpelthen en visionær forsknings- og universitetspolitisk profil. Med dit bidrag til Læringsministeriet og Idé- og vidensministeriet, kan vi måske sammen udvikle en holdbar politik på området (underforstået; det er den på ingen måde nu)?
Især ser jeg frem til en politisk implementering af Læringsministeriet og Idé- og vidensministeriets “satsning på forskning og en uhierarkisk ledelsesstruktur på virksomheder” - det sidste håber jeg også kommer til at gælde universitetsledelse (igen!)?
Et af de helt store problemer i den nuværende forsknings- og universitetspolitik er den styrelsesreform, som partiet var med til at indføre i 2003. Det er simpelthen nødvendigt med en vis form for kollegial medbestemmelse på et universitet. Det er den eneste måde, hvorpå man kan sikre forskningsfriheden (som lider meget under den nuværende lov).
Universiteterne rummer (fortsat!) medarbejdere, der ved hvad forskning og et universitet er. Ingen skal påstå, at Helge Sander ved noget om dét - og man får desværre også mistanken om mangel på viden om universiteter og forskning blandt socialdemokratiske politikere, når forskningspolitikerne udtaler sig til medierne om spørgsmålet i dag! Der er stadig tid til at socialdemokraterne skifter kurs og til at gøre noget seriøst ved både styrings- og finansieringsproblemet på universiteterne og forskningsområdet. “Men det er som med klimatruslen. Jo længere tid der går, jo mere uoprettelige skader.” (citat: ForskerForum) Det er nu der skal handles og det ville klæde partiet, hvis du og dine kollegaer formulerede en selvstændig forsknings- og universitetspolitik, som svarede til partiets demokratiske, humanistiske og oplysende idégrundlag. Det betyder nok, at I skal bryde forliget med regeringen på området, omvendt vil jubelen sikkert ingen ende tage blandt universitetsansatte - og det kan vel ikke være helt så slemt!
Venlig hilsen
Brian Jacobsen
March 29th, 2008 at 5:25 pm
Kære Brian
Tak for din mail og for dine kommentarer til Idé- og vidensministeriet. Vores nye forskningsordfører Kirsten Brosbøl har netop startet arbejdet med at skrive et nyt forskningspolitisk oplæg i et bredt samarbejde med forskningsnetværk mv.
Lige præcis den del af universitetsreformen, som du kritiserer - indførelse af professionel forskningsledelse herunder eksterne bestyrelser - synes jeg til gengæld har været et vigtigt og rigtigt skridt at tage. Det er ikke professionaliseringen af forskningsledelsen, der er problemet. Det er forskningsministeriet med Helge Sander i spidsen, der i den grad ikke giver ledelserne lov til at lede. Men i stedet blander sig i enhver detalje, som både forskere og ikke at forglemme bestyrelserne - også de eksterne bestyrelsesmedlemmer ! - har kritiseret højlydt. Det er jo at gøre grin med ledelserne, når ministeriet alligevel styrer i detaljen.
Problemerne bliver ikke løst af at bryde med forliget, som du foreslår. Opgaven er at udvikle den næste forskningspolitiske platform for et bredere forskningsforlig, når VKO mister magten. Du er meget velkommen til at byde ind med dine idéer til denne forskningspolitiske platform. Enten her eller direkte til mig eller Kirsten Brosbøl.
Mange hilsner
Christine Antorini
March 30th, 2008 at 9:43 am
Kære Christine,
Tak for dit svar. Jeg er ikke enig med dig i, at det udelukkende er et spørgsmål om ministeriets administration af loven, omend det givet også er en del af problemet. Fra mit perspektiv er det primært styrelsesloven der er et problem, og jeg synes ikke du svarer på problemstillingen ovenfor; hvorfor skal medarbejdere og studerende ikke have indflydelse på planlægning og udvikling af forskning og uddannelse mere? Det er dog trods alt forskere (og til en vis grad studerende), der ved mest om dette, og ikke en tilfældig ansat leder uden noget reelt kendskab til et helt universitet, fakultet eller instituts hele udbud af fag, uddannelser og forskning? Som styrelsesloven er skruet sammen nu, er der ingen sikrning af reel medarbejderindflydelse og det er et problem af flere årsager.
Det, der før var en attraktiv arbejdsplads for forskere med en høj grad af frihed og medbestemmelse , har fuldstændig ændret karakter. Stemningen på det universitet, hvor jeg arbejder er stresset, utryg og deprimerende. De ansatte og studerende oplever meget korte tidsfrister for at komme med svar på de nye tiltag (det er naturligvis primært ministeriets ansvar, men desværre også alt for ofte amatøragtig ledelse) og har desuden gentagne gange brugt timevis på at tage stilling til tiltag, som så viser sig at blive taget bordet igen eller medarbejderes forslag bliver ignoreret (pseudodemokrati, som udelukkende er styrelseslovens ansvar - den sikrer ikke reel indflydelse).
I en undersøgelse lavet af Information, mente tre ud af fire universitetslektorer, at den nye universitetslov har ført til mere administration på deres institut (det er stadig ikke kun ministeriets ansvar - universitetsledelsen kan jo vælge at gøre det anderledes).
Årsagen er blandt andet den nye ledelsesstruktur på universitet, og at forskerne i stigende grad skal bruge tid på at søge om penge til forskning. Konsekvensen er, at ressourcerne trækkes væk fra undervisning og forskning. Det kan da umuligt være partiets vision om et fremtidssikret universitet.
Generelt føler forskere jeg taler med sig ramt af en mistillid fra øverste hold (- altså i sidste ende Jer politikere, som er ansvarlige for styrelseslov m.v.)
Flere af mine kollegaer finder ikke en ansættelse på universitetet specielt interessant længere pga effekterne af den nye lov. Og det kan da umuligt være socialdemokraternes ønske, at forskere skal forlade universitetet pga. dårlige arbejdsforhold???
Jeg synes du og partiet mangler at svare på, hvordan I vil sikre medarbejdernes indflydelse i hverdagen, og det er faktisk ganske nødvendigt for at sikre forskningsfrihed og uddannelser med kvalitet - det er hvad samtlige mine kollegaer efterlyser - ikke een eneste har jeg mødt, som finder styrelsesloven godt for noget som helst - udover de højt betalte nye ledere…
Mange hilsner
Brian Jacobsen
March 31st, 2008 at 8:10 am
“Hvis vi skal være verdensmestre i at lære at tænke selv” skal vi nok lære at lade være med ureflekteret at recitere floskler om, at det ypperste formål med det hele er at (for)blive “kreative købmænd.”
Der må ligesom være større brød der kan slås op, andre ambitioner for universitet (også selv om den virtuelle ministers afsked med drømmen om teknologiske fix og dets vidunderkur da skal være så velkommen!).
mvh Jan Løhmann Stephensen
March 31st, 2008 at 1:30 pm
Kære Brian
Du skriver: “hvorfor skal medarbejdere og studerende ikke have indflydelse på planlægning og udvikling af forskning og uddannelse mere? ” Men det har de også: De er repræsenteret i bestyrelsen, som er central ift. de overordnede retningslinjer for universiteternes langsigtede udvikling (hvis da ikke lige, at videnskabsministeren alligevel blander sig i detaljen i udviklingskontrakter mv.) De er repræsenteret af akademisk råd, og de studerende og videnskabelige medarbejdere har hver 50 pct. af pladserne i studienævnet.
Jeg tror virkelig ikke en tilbagevenden til den tidligere styreform vil styrke universiteterne. Ud over det ikke har nogen som helst politisk gang på jord (og mit indtryk er, at der er stadig større tilfredshed med styrelsesreformen, fordi det har været med til at professionalisere forskningsledelsen), er jeg sikker på, at ‘det gamle demokrati’ ikke ville løse et eneste af de mange og langt alvorligere problemer, der er på universitets- og forskningsområdet ift. styring af forskningen, nedprioritering af grundforskning/fri forskning, udvikling af tværgående forskning mellem de store hovedområder osv. osv. Håber at du også har lyst til at bidrage med dine ideer inden for dette, som jo i bund og grund handler om fremtidens forskningspolitik. Det gør en gammel styrelseslov ikke.
Bedste hilsner
Christine
March 31st, 2008 at 8:13 pm
Kære Christine,
Endnu engang; tak for dit svar.
Jeg mener ikke, at man kan kalde tre repræsentanter i eksempelvis Københavns universitets bestyrelse for reel indflydelse og under alle omstændigheder skal denne bestyrelse ikke beskæftige sig med planlægning og udvikling af forskning og uddannelse andet end på et meget overordnet plan (jf. LBK om KU: Bestyrelsen for Københavns Universitet sammensættes af ni udefra kommende medlemmer, tre medlemmer, der repræsenterer universitetets videnskabelige personale, herunder ansatte ph.d.-studerende, to medlemmer, der repræsenterer det teknisk-administrative personale, og tre medlemmer, der repræsenterer de studerende.). Du mener vel ikke, at det er hverken reel indflydelse eller “satsning på forskning og en uhierarkisk ledelsesstruktur på virksomheder” (for nu at citere dit oplæg)?
Jeg mener, at det var en stor fejltagelse, da partiet indgik forlig om ny universitetslov i 2003. Lene Jensens begrundelse var, hvad jeg vil kalde en ikke-begrundelse (indflydelde på forligsteksten var vigtigere end ingen indflydelse, men fakta er, at der var ikke kommet et forlig uden partiet. Det er desværre stadig et argument man hører blandt partiets forskningspolitikere!).
Universitetsloven fra 2003 aflivede et selvstyre med rødder tilbage til 1479, hvor Københavns Universitet etableredes. Dengang og frem til 2003 fandt det omgivende samfund det klogest for udvikling af viden at lade udviklerne (forskerne) selv tilrettelægge deres arbejde. Det skete ved et professorstyre, som i 1970 blev til et demokrati, da også yngre lærere, studerende og – senere – det teknisk-administrative personale fik repræsentanter i de besluttende forsamlinger. Jeg er enig i, at det gik for langt, da især det teknisk-administrative personale og til en vis grad de studerende fik så stor en indflydelse på planlægning og udvikling af forskning og uddannelse, som de gjorde i 1970-loven (især det sidste skal studerende naturligvis have indflydelse på, men tappere skal kun have indflydelse på egen arbejdsmiljø- og planlægning efter min mening).
I 2003 betød loven at man:
- afskaffede det valgte konsistorium
- afskaffede valg til rektorembedet
- afskaffede de valgte fakultetsråd
- afskaffede det valgte dekanembede
- afskaffede valget til institutbestyrerposten, og
- indførte en udpeget bestyrelse med flertal udefra
- indførte, at bestyrelsen hyrer og fyrer rektor
- indførte, at rektor hyrer og fyrer dekaner
- indførte, at dekaner hyrer og fyrer institutbestyrere
- indførte, at dekaner skal godkende studienævns indstilling vedrørende studieledere
- indførte, at dekanen skal godkende studienævns valg af formand og næstformand.
En fremadrettet lov skulle efter min mening indføre en ny kollegial styrelse, og det er en mening, jeg deler med mange af mine kollegaer (som skrevet tidligere, har jeg kun hørt, at det er de højt betalte ledere, som er tilfredse med den ny universitetslov!).
I punktform skulle en ny lov i hvert fald rette op på følgende. Der skal indføres:
- valgte fakultetsråd (studerende og forskere)
- valgte dekanembeder (primært valgt af forskere, men også gerne en vis grad af studenterindflydelse)
- valg af institutbestyrerposten (meget vigtigt!)
- afskaffe, at rektor hyrer og fyrer dekaner
- afskaffe, at dekaner hyrer og fyrer institutbestyrere
- afskaffe, at dekaner skal godkende studienævns indstilling vedrørende studieledere
- afskaffe, at dekanen skal godkende studienævns valg af formand og næstformand.
Det er netop fordi, vi er optaget af fremtidens forskningspolitik, at vi er rigtig mange, som vil ændre den gældende styrelseslov (se eksempelvis: http://www.facebook.com/group.php?gid=18872447992).
Jeg er enig i, at det er vigtigt med en konstruktiv dialog, men det forudsætter jo også, at partiets forskningspolitikere lytter til kritikken både fra baglandet og fra forskerverdenen (jeg tilhører begge). Til gengæld virker idéerne på denne blog ganske fremadrettet. De synes bare ikke at korrespondere med nutidens forskningspolitik…
Mange hilsner
Brian
March 31st, 2008 at 9:45 pm
Kære Christine
Jeg har svært ved at forestille mig, hvor du har dine oplysninger om den øgede tilfredshed på Universiteterne fra. Overalt, hvor jeg kommer, er utilfredsheden udtalt. Og den bliver værre og værre. Universitetsledelserne er døve over for konstruktive debatforsøg nedefra.
Universitetsbureaukratiet vokser og vokser (er det 6 underdirektører vi har på KU nu? Og tror du nogen af dem får mindre i løn end en professor?). Samtidig er man - med jeres støtte - ved at indføre en konkurrence om vores basismidler, men det er tydeligt, at konkurrenceparametrene bliver bureaukratiske instrumenter, der vil forvride aktiviteterne på universitetet.
Er du helt, helt sikker på, at det er, hvad Socialdemokraterne vil?
Det, du opfatter som medarbejderindflydelse, er rent til grin. Jeg sidder selv i akademisk råd på Humaniora og kan ikke huske, at vi har haft indflydelse på noget som helst af betydning. Det er 100% spildtid. Hvis I ikke ønsker medarbejderdemokrati, kunne i så ikke i det mindste afskaffe dem, så vi slipper for at spilde værdifuld arbejdstid på at få det til at se ud som om, medarbejderne har indflydelse?
At ønsket om en forandring i ledelsesformerne ikke har nogen gang på jorden, er forkert. Alt, hvad det kræver, er at Socialdemokraterne besinder sig, så er der et nyt flertal i folketinget.
Mange venlige hilsner
Sune Auken
April 1st, 2008 at 3:20 pm
Kære Christine
Jeg kan kun give Brian og andre ret i, at universitetet ikke længere er en interessant arbejdsplads eller karrierevej.
Jeg er magisterstuderende og igang med specialet. Det vil sige, at jeg er der, hvor jeg skal til at bestemme mig for, om jeg virkelig vil søge en Phd. Og jeg må ærlig indrømme, at det ikke længere er så inspirerende en tanke. Der er kun een grund til at søge den og det er mit eget naive hjertes lyst til at forske. Men det hjerte vil få det svært i den universitetsverden, der er i Danmark for tiden.
Allerede nu fravælger de dygtigeste af mine medstuderende Phd’en. Hvorfor bruge 3 år af sit liv på at tage en uddannelse, for derefter ikke at kunne få en fastansættelse og ingen reel medbestemmelse over arbejdsindhold og arbejdsforhold?
Især ikke når virksomheder som IBM står på spring for at fastansætte nyuddannede kandidater til en startløn, der er højere end en fastansat lektor, for derefter selv at uddanne dem.
Vi har alle en husleje at betale og for manges vedkommende en familie at forsørge. Vi har ikke råd til at være eksterne undervisere på timeløn, hvilket vil sige: dårlig timeløn og ingen pension og barsel og ingen løn om sommeren…
Og når vi samtidig kan se, hvordan vores egne undervisere bliver mere og mere frustrerede over bureaukratiets papirnusseri, halvering af undervisningstid (men pensum er det samme!), nedladenhed, general mistillid fra lederne og en almindelig depressiv tilstand over ikke at blive hørt nogen steder - det vil sige: RIGTIG at blive hørt - bortforklaringer og “du skal se, det bliver alt sammen godt lige om lidt” - kan ikke bruges til noget.
Og så er vi tilbage til, at mit naive hjerte vil ende med at blive såret og trådt på, i kampen for at få lov til at forske den frie forskning.
Når man allerede som studerende overvejer, om man orker at tage sin kandidateksamen, fordi man bare gerne vil ud af huset – hvordan tror I så, de ansatte har det? Og hvor mange kloge hoveder tror I, at I trækker til Danmark? Den negative spiral ER blevet opfattet i udlandet!
Hvis min forskningskarrierer skal blive til noget og ikke allerede drukne her, så ved jeg med mig selv, at det ikke kan blive i Danmark – der er kun een vej – og den går mod udlandet.
Et hus der ked af det kan ikke generere glade mennesker og Nobel priser….
April 1st, 2008 at 5:36 pm
Kære Christine
Du taler om, at universiteternes ledelse er blevet professionaliseret, og jeg er personligt ikke ivrig tilhænger af amatørisme. Men er det sandt, at der er sket en professionalisering? Man har givet lederne (meget!) større magt, javel. Men har man gjort dokumentérbare ledelseskompetencer hhv. efteruddannelse til et ansættelseskrav? Mig bekendt ikke. På en stribe fakulteter landet over er den tidligere valgte dekan fortsat som ansat dekan – i sagens natur ned de samme lederevner eller mangel på samme, men nu med mangefold forøgede magtbeføjelser. Og heller ikke på de steder, hvor man har hentet en lektor eller professor (i noget helt andet end ledelse) udefra og gjort den pågældende til fakultetsdirektør, har evnen til at lede mennesker tilsyneladende altid været hovedkriteriet – du har sikkert hørt om den seneste tids spektakler på fx RUC og på Humaniora på KU. Så vidt jeg kan se, har man kombineret de værste sider ved den gamle model (amatørisme) med de værste sider ved en professionaliseret ledelse (topstyring).
Ligesom Sune Auken spørger jeg mig selv, hvorhenne det er, at folketingsmedlemmer fra både højre og venstre side af salen oplever ”stadig større tilfredshed med styrelsesreformen”? Hvis det virkelig kan dokumenteres, skulle vi, der bestemt ikke er stadig mere tilfredse, måske bare søge over i en branche, hvor vi passer bedre ind (som Helge Sander jo også så venligt har foreslået). Men er min daglige oplevelse af det stik modsatte af stigende tilfredshed mon virkelig helt ikke-repræsentativ?
April 4th, 2008 at 5:14 pm
Øhm Christine
Nu er vi temmelig mange, som har fulgt din opfordring til debat. Kommer der evt. også en reaktion fra din side på de mange indlæg her til sidst? Vi er meget spændte på, hvad du svarer?
De allerbedste hilsner
Sune
April 6th, 2008 at 11:16 am
Tak for indlæggene. Jeg kan se, at debatten fra bloggen Forskningsfrihed? er rykket over på http://www.virtueltfolkeparti.dk
Først styrelsesreformen af universiteterne. Jeg synes, det er vigtigt, at den til tider indspiste, medarbejderudpegede forskningsledelse fra den gamle universitetslov er ændret med den nye lov. Der var langt mere uigennemskuelige beslutningsprocesser bag valgene af ledere end den ledelsesmodel, der er nu, og som bruges på stort set alle institutioner – nu også på universiteterne. En ledelsesmodel, der byger på ansættelser er ikke i sig selv en garanti for, at det bliver de bedste, som ansættes. Men det giver langt mere gennemskuelighed fx om kvalifikationer, opgaver som lederen skal løse mv. – herunder mulighed for at gribe ind og i sidste ende fyre, hvis lederen ikke har løftet sin opgave. Når jeg skrev i et indlæg, at jeg hører stadig større tilfredshed med styrelsesreformen, er det præcis ift. denne del: afskaffelse af de lukkede og uigennemskuelige forløb om de interne ledelsesvalg hele vejen op igennem systemet til fordel for ansatte forskningsledere.
For det andet bureaukratiet i forlængelse af universitetsreformen. Her deler jeg til gengæld den bekymring, I rejser. Herunder at Danmark er på 21. pladsen ud af 23 i en rangordning af graden af akademisk frihed for medarbejdere. Her har S et vigtigt medansvar for at gå hele universitetsloven efter i sømmene, når den skal evalueres i den kommende tid. Bureaukratiseringen skyldes også nogle af de politisk bestemte paragraffer i universitetsloven vedr eksamener og specialer, ansættelsesforhold, dokumentationskrav, begrænsninger ift. egne bygninger, ansøgningsprocedurer ift. forskningsmidler, for mange små puljer osv. Her er man nødt til at gå universitetsloven igennem og gå væk fra mikromanagement (både fra politikere, fra ministeren, fra embedsmændene i videnskabsministeriet og ikke mindst finansministeriet – derfor også Serviceministeriet – som jeg har introduceret blandt fremtidsministerierne.) Det er ikke det samme som at udviklingskontrakter skal afskaffes. Tværtimod. Det er en politisk opgave i samarbejde med universiteterne at udforme udviklingskontrakter ift det samfundsmål, universiteterne skal løfte for de mange milliarder, der langt om længe bliver tilført med globaliseringspuljens udmøntning. Her skal modellen for udviklingskontrakter saneres, så der kommer mere overordnet rammestyring. Når det er sagt, vil jeg godt understrege vigtigheden af at fastholde udviklingskontrakter, for de er afgørende for universiteternes selvstyre inden for (den mere overordnede) ramme for udviklingskontrakterne.
For det tredje finansiering: På den ene side er det godt, at vi med velfærdsreformen fik forhandlet penge på plads til forskningen, bl.a. så Barcelonamålsætningen om at 1% af BNP skal gå til offentligt støttet forskning i år 2010. Men jeg kan love jer, at det holdt hårdt i forhandlingerne, herunder hvad pengene skal gå til. Vi mener at forskningsmiljøer først og fremmest udvikles af grundforskningen. Derfor er det vigtigt, at al forskning ikke bliver fakturarettet, og at al forskning ikke handler om slutresultatet. Der skal være rum og frihed til, at forskerne kan forfølge deres forskningsfelter. Vi er helt uenig i regeringens holdning til at stadig flere midler skal konkurrenceudsættes. Som flere forskningsdirektører på de forsknings- og udviklingstunge danske virksomheder (ja, erhvervslivet kan godt have nogle fornuftige meninger – også deres repræsentanter i bestyrelserne, der har givet en hård kritik af mikromanagement-kulturen fra ministerierne … ) har sagt, så ønsker også de rigtigt dygtig grundforskning på universiteterne – så skal de nok lære forskerne den anvendelsesorienterede del, når de kommer ud til dem.
Vi er også uenig med Dansk Folkeparti i, at der skal afsættes små politisk bestemte forskningspuljer som DF er mester i fx koldkrigspuljen – oven i købet øremærket bestemte forskere. Det er en væsentlig opgave for en fremtidsregering at få en grundlæggende diskussion af forudsætningerne for god forskning, og her har vi allerede nu en bredere kreds at diskutere det i, da globaliseringspuljens midler til forskning er aftalt og skal genforhandles i 2009 i en bred kreds, hvor også de Radikale er med.
Sidst en opfordring til debattørerne her: I Idé- og vidensministeriet er man optaget af at skabe rammerne for et meget bredere forskningssyn end Højteknologifonden for at sige det lidt enkelt. Hvad er jeres bud på at sætte humaniora i spil (da jeg kan se at flere af jer er inden for det felt?) Hvordan styrker vi internationaliseringen? Osv?
Og til Sune Auken: jeg kan ikke love meget hurtige svar, men de skal nok komme. Jeg har været nogle dage på europæisk seminar med andre socialdemokrater i Policy Network for progressive ideas. Da http://www.virtueltfolkeparti.dk er en del af denne dagsorden, kunne det måske have nogle af jeres interesse at se, hvad der sker i det fora: http://www.progressive-governance.net
April 11th, 2008 at 7:41 am
Kære Christine
Opløftende ting i dit udførlige svar er, at du deler bekymringen vedrørende Danmarks bundplacering som nr. 21 ud af 23 med hensyn til akademisk frihed, og at du vil arbejde for at modvirke bureaukratisering og mikramagement. Desværre er de forhold, der bringer Dk på bundpladsen dog af mere fundamental karakter, end dem, du nævner. Kriterierne for undersøgelsen af akademiske frihed er følgende:
1. Grundlovssikring af akademisk frihed. Det har Dk ikke.
2. Lovgivning, der konkret sikrer forskningsfrihed. Det har vi ikke. Ministeren kan (som noget enestående) pålægge institutioner forskningsopgaver, og de enkelte forskere har ingen lovhjemlet frihed i emnevalg.
3. Demokrati i universitetsledelse, fx akademisk råd med reel magt. Det har Dk ikke.
4. Demokratisk valgte rektor. Det har vi ikke.
5. Ansættelsessikkerhed (tenure). Det har vi ikke.
Det er ud fra sådanne kriterier, akademisk frihed i basal forstand defineres i international sammenhæng, fx UNESCO, som en af grundpillerne i demokratiske og åbne samfund.
Det er desværre karakteristisk, at mange folketingsmedlemmer lader til at være dårligt oplyst om disse emner. Man kan ikke forlange at de enkelte skal vide noget på alle enkeltområder, men man kunne håbe, at Folketinget som helhed sørgede for at fremskaffe informationsgrundlag via udredninger mv. Det er desværre ikke sket.
En enkelt test: kan du nævne et land, som du gerne vil have at vi ligner, som har en bestemmelse som den i Universitetslovens §33, stk. 2 (der giver den politisk ansvarlige minister ret til at pålægge samtlige universiteter bestemte forskningsopgaver)? Eller, for den sags skyld, lande som du nødigt vil sammenlignes med? Hvis du ikke kan, kan du så få Helge Sander til at finde ud af det?
4.
3.
April 11th, 2008 at 5:00 pm
Kære Heine
Vedr §33, stk. 2 (der giver den politisk ansvarlige minister ret til at pålægge samtlige universiteter bestemte forskningsopgaver) Det stiller jeg et spørgsmål om til Helge Sander
Mange hilsner
Christine
April 16th, 2008 at 6:13 am
Tak - vi venter med spænding.
vh
Heine
May 15th, 2008 at 6:16 pm
Hej Christine
Har du fået noget svar fra Helge Sander?
Jeg må ærlig indrømme, at det er en noget langtrukken samtale og derfor lettere uinspirerende at vende tilbage og se, at der stadig ikke kommer nogle svar fra dig…
At opfordre til debat og ikke selv deltage er temmelig uprofessionelt!
Med venlig hilsen
Charlotte Frantzdatter
May 16th, 2008 at 7:30 am
Hej Charlotte
Det er desværre ikke mig, der styrer svartiderne fra Videnskabsministeriet. Har lige været inde og tjekke, og der er ikke kommet svar fra ministeriet endnu. Men da de har en måneds svarfrist - og jeg fik optrykt spørgsmålet 15.4, må der snart være noget på trapperne.
Mange hilsner
Christine
May 16th, 2008 at 9:08 am
Kære Christine
Underligt, men jeg kan ikke se, at du har stillet sådan et spørgsmål. Hvor kan man finde det?
vh
Heine
May 16th, 2008 at 1:50 pm
Hej Heine
Du skal gå ind på http://www.ft.dk under videnskabsudvalget - udvalgsspørgsmål almindelig del. Spørgsmålet hedder nr 107.
Mange hilsner
Christine
May 17th, 2008 at 10:38 am
Nå, ja nu fandt jeg det, tak. Siden det tager så lang tid, er det åbenbart ikke noget, man har tænkt over at undersøge, før man vedtog loven. Jeg er fuld af forventninger.
vh
Heine
May 23rd, 2008 at 3:56 pm
Kære Heine og Co.
Så kom svaret fra videnskabsministeren. Det er rigtignok ikke mange eks. han kan diske op med, hvor ministeren i ande lande kan beslutte en forskningsopgave. Jeg giver fluks svaret videre til vores forskningsordfører som inspiration til at se på evt ændring
Svar fra VTU:
Spørgsmål nr. 107 stillet af Udvalget for Videnskab og Teknologi den 15. april 2008 til ministeren for videnskab, teknologi og udvikling (Alm. del)
Spørgsmål 107
Ministeren bedes orientere udvalget, om der findes andre lande, hvor der i deres universitetslovgivning står, at den politisk ansvarlige minister har ret til at pålægge universiteterne bestemte forskningsopgaver (svarende til §33, stk. 2 i den danske universitetslov)?
Svar
I Danmark varetages den forskningsbaserede myndighedsbetjening hovedsageligt af universiteter og sektorforskningsinstitutioner.
Universitetslovens § 33, stk. 2, kan kun anvendes på de typer af opgaver, som indtil 1. januar 2007 blev udført af sektorforskningsinstitutionerne i medfør af § 2 i lov nr. 326 af 5. maj 2004 om sektorforskningsinstitutioner, og som sammenfattes under betegnelsen forskningsbaseret myndighedsbetjening. Bestemmelsen kan således ikke bruges på universitetets øvrige opgaver, som er fastsat i lovens formålsbestemmelse.
Endvidere skal to betingelser være opfyldt, før bestemmelsen kan finde anvendelse.
Væsentlig samfundsmæssig betydning
De omtalte opgaver skal være af væsentlig samfundsmæssig betydning, som det vil være uforsvarligt ikke at udføre. Bestemmelsen kan således ikke anvendes på alle de opgaver, som universitetet har overtaget på myndighedsområdet men kun på opgaver, hvor den manglende udførelse har afgørende betydning for mennesker, dyr eller miljøet.
Undtagelsesvis
Bestemmelsen finder kun anvendelse i tilfælde af uenighed. Det vil sige, hvis et universitet og vedkommende minister trods ihærdige forsøg ikke kan blive enige om at indgå en aftale om opgavens udførelse.
Der er således tale om en meget snæver undtagelsesbestemmelse, som kun yderst sjældent vil kunne finde anvendelse.
Derfor er det også en regelkonstruktion, som det er vanskeligt at sammenligne med andre lande, idet der typisk vil være tale om en ”force majeure” klausul, ligesom universitetslovens § 33, stk. 2.
Vi har undersøgt forholdene i Sverige og Norge. Fra disse undersøgelser kan jeg oplyse, at Norge ikke umiddelbart har bestemmelser, der svarer til § 33, stk. 2. Ifølge den svenske högskolaforordning er der enheder (inrättningar) ved et universitet, der har særskilte regelsæt og varetager opgaver, som regeringen anser for vigtige. Universitetet har derfor fået i opdrag at varetage disse opgaver.
May 24th, 2008 at 5:01 pm
Kære Christine
Nej, det var sandelig tyndt, det har du ret i. Og det lyder jo ikke som om, Sander har anstrengt sig meget for at finde eksempler. Jeg kan ikke se i loven, at der er definitioneret grænser for, hvad der kan tages op, og heller hvilke enheder, der kan pålægges opgaverne, som tilfældet er i Sverige (som fx retsmedicinske undersøgelser).
Glædeligt, at I har taget det op, og jeg håber I vil følge det til dørs, så Sander ikke slipper så billigt. Der er hårdt brug for opposition på det forsknings- og universitetspolitiske område.
vh
Heine