Arkiv for ‘Virtuelt Folkeparti’ Kategori

Anmeldelse af Lars Barfoed (K)

Wednesday, April 30th, 2008

Kære Christine.

Nu har jeg færdiglæst din bog “Fremtidens partier”. Jeg synes, det var interessant læsning. Dels er det for en konservativ som mig spændende at se dine betragtninger, der trods tilstræbt neutralitet i hvert fald henter empiri og inspiration fra venstrefløjen og Socialdemokratiet. Og dels er der mange gode og interessante iagtagelser, refleksioner og analyser.

En detalje: Din analyse på side 151 og 152 om muligheden for at gennemføre reformer eksempliceret ved ændringen i efterlønsordningen i 1998 ville have været endnu mere interessant, hvis du havde ført den frem til velfærdsreformen i sommeren 2006, hvor S på trods af erfaringen fra 1998 gik med og denne gang uden de samme problemer efterfølgende.

Jeg er ikke enig med dig i alt. Især synes jeg, du, på trods af side 151 - 152, ligger lidt under for den omsiggribende tendens til at lægge taktiske vurderinger ind i alle processer. En gang i mellem har politikere og politiske partier jo - heldigvis - simpelthen bare nogen synspunkter og holdninger, de brænder for og arbejder for at fremme. Også uden skelen til, om man så er et klasseparti eller et identitetsparti.

Men tillykke med en velskrevet og god bog - og tak for den.

Bedste hilsener

Lars